Historisk chick lit fra 13 år om kærlighed, magt og intriger i Manhattans overklasse anno 1899.
Den ombejlede 18-årige Elizabeth Holland kommer fra en af New Yorks gamle overklassefamilier, der desværre er ved at gå bankerot. Løsningen er et arrangeret ægteskab med den rige playboy Henry, og dermed et farvel til kærlighedsforholdet med den fattige barndomsven Will. Underholdende højromantisk serie, som stilmæssigt er en slags blanding af Stolthed og fordom og Gossip girl. Det handler om kærlighed, kvindeskæbner, nye og gamle penge, drømmen om Californien og ikke mindst hvepsetaljer, store kjoler og perleflettet hår. Forsidens gigantiske lyserøde silkekjole sælger indholdet godt og kan ses på www.theluxebooks.com. Sproget er enkelt og ligetil. Handlingen er veldrejet chick lit, som måske ikke er den helt store nyskabende litterære oplevelse, men som nok skal fange og fastholde sit publikum. Der er indtil videre skrevet fire bøger i serien.
Denne serie vil appellere til både unge og voksne trivi-læsere med forkærlighed for romantik, intriger, store fester, flot tøj og tiltrækkende hovedpersoner. Twilight-publikummet vil måske også synes om denne halvvictorianske kærlighedshistorie.
Første del af historisk chick lit-serie med romantik, intriger og flotte kjoler. Udmærket bog indenfor genren, som nok skal finde sit publikum. Kan både læses af unge og voksne.