Lyset bærer ikke nag til nogen : digte

Gribende og vrede digte om en kvindes indtræden i moderskabet. Anbefales til mødre, fædre og alle andre digtlæsere.

Digte som kredser om forholdet mellem køn, krop og sprog, mellem det vi er og det vi siger og det vi forventes at være. Centralt står et kvindeligt jeg i tiden lige op til en fødsel og nogle år frem. Kvinden synes overvældet af det store ansvar ved at blive mor samt følelsen af at være i kroppens vold, at blive forvandlet til et hylster for et foster: "alt det, jeg ikke kan beskytte / det / jeg ikke kan redde / ham // kroppen, der gør kroppens arbejde / helt af sig selv / vokser / skubber organerne rundt, så der bliver plads / til et fremmedlegeme". Efter fødslen sniger et fødselsdepressivt mørke sig ind: "natten er faldet ind i mig", som det hedder et sted, men ingen ønsker tilsyneladende at høre om en mor med tilknytningsbesvær. Manden lider også under kravet om at være lykkelig: "du siger, det her år har været dit lykkeligste / jeg husker det ikke sådan / på dine vegne".

Stærke og meget gribende digte, mættet med betydning, som ofte "rejser rundt" i digtet fra sætning til sætning. Forlaget Mikrobe benævner digtene "moderne écriture féminine", som er kendetegnet ved at arbejde med køn, krop og sprog i bestræbelsen på at finde et ucensureret udtryk for kvinden.

For flere digte om moderskab, se fx Mette Moestrups Dø, løgn, døMit barnVågent, Cecilie Linds Mit barn eller Mirian Dues VågentFor flere digte om moderskab, se fx Mette Moestrups Dø, løgn, dø, Cecilie Linds eller Mirian Dues VågentFor flere digte om moderskab, se fx Mette Moestrups Dø, løgn, dø, Cecilie Linds Mit barn eller Mirian Dues .

Læs hele vurderingen