PF er efter romanerne om den nære fortid tilbage i starten af 1700-tallet, hvor den enevældige konge - Frederik IV - forlod Danmark i en optrækkende krisesituation og tildels regerede fra udlandet; bogen handler om denne rejse, der kom til at vare 8 måneder og hvis formål og afvikling vakte undren dengang som senere. Lystrejsen blev et gensyn med det Norditalien, som havde gjort så stort indtryk da Frederik som ung var på dannelsesrejse - og et gensyn med en ung kvinde han dengang tabte sit hjerte til. Mødet med hende bliver romanens omdrejningspunkt og ud fra det tegner PF et billede af tidens åndelige og politiske liv; samtidig får læseren spændende indtryk af et vinterkoldt Norditalien, af karneval i Venezia, af fester og pragt. Bogen starter med et glimt af Anna Sophie Reventlow (men læseren får ikke at vide hvad der siden skete) og dermed er der sat fokus på kongens kærlighedsliv som drivkraft og drama i hans liv. Næsten alle personer er historiske, men bogen er også fiktion med en romans friheder; en historisk roman i moderne snit med hurtige klip i tid og sted og med en ret nutidig dialog og persontegning - og en flydende og velskrevet roman der også fanger tidens interesse for barokken som periode og som kunstnerisk udtryk.