Bøger / skønlitteratur til børn / pegebøger

Månen er ked af det


Beskrivelse


Pegebog. Månen er bedrøvet. Elefanten vil gerne trøste med et kys men kan ikke nå. Ved fælles hjælp lykkes det for elefanten, isbjørnen, tigeren, krokodillen og den lille mus at nå op til månen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. jan. 2009

af

af

Ulla Møller

d. 16. jan. 2009

En pegebog for de yngste læsere (fra 1 år), der vil blive tiltrukket af det spændende høje, smalle format og sidernes specielle udformning.

Efter den belgiske forfatter og illustrators bøger blev udgivet i Danmark for første gang for godt 10 år siden, er der udkommet mere end 30 titler fortrinsvis for de yngste læsere. Denne pegebog med solide sider er en sød lille fortælling om venskab, omsorg og samarbejde. Da elefanten ser, at månen er ked af det, vil den gerne trøste med et kys, men den kan ikke nå. Først da isbjørnen, tigeren, krokodillen og til allersidst en lille mus er kravlet op på elefantens brede ryg, kan de ved fælles hjælp nå op til månen. Illustrationerne er udført i Genechtens karakteristiske stil, enkle og tydelige malet med bred pensel og med sort kontur på en natblå baggrund. Med få virkemidler fremhæver han dyrenes karakteristika, elefantens ru hud og isbjørnens tykke, bløde pels. Bogens format er højt og smalt, og de første af de kraftige sider er delt, så historien udvikler sig vertikalt for hvert opslag. Teksten er enkel, let at forstå og let at læse, jeg kan forstille mig, at begynderlæsere vil nyde at læse op for yngre søskende.

Der er mange dejlige bøger for de yngste. Denne udmærker sig ved med få virkemidler at fortælle en historie om betydningen af samarbejde for at nå et mål.

En stemningsfuld bagatel til en hyggestund ved sengetid. Takket være det meget solide udstyr vil bogen kunne holde til mange små hænder.