Macht og Rebel er to unge mænd, der lever i hver sin ende af det modkulturelle miljø. Macht som succesrig trendsetter (eller måske nærmere trendgætter) for reklameindustrien, og Rebel som simpel bums. Begge er ved at køre lidt trætte i den konformitet, der også hersker her, da de mere eller mindre tilfældigt mødes over et mix af tidens eneste reelle tabuer: Nazisme og pædofili. Det er på mange måder en voldsom bog, der er kommet ud af det. Rasende, frastødende ætsende og ind imellem morsom. Stilistisk rodet, men indholdsmæssigt velkontrolleret. Selvom den indeholder scener nok til at fylde slambassinet i de fleste pornofiltre, er det mest bemærkelsesværdige alligevel, at den har vakt så lidt postyr, som den har. Men det er måske netop det der er Rasuls projekt; at undersøge om man overhovedet kan bruge en modkultur til noget, hvis den hverken viser mod eller møder modstand? - og hvis man ikke kan, hvad skal man så stille op med sig selv? Macht und Rebel har på norsk undertitlen "skandinavisk misantropi 2" fordi der deroppe også findes en "etter". At Abo Rasul er et pseudonym for Mathias Faldbakken, søn af Knut, gør ikke de bibliografiske forviklingsmuligheder færre.