Mad og nærvær er en vegetarisk kogebog som med et inddragende og pædagogisk afsæt leverer opskrifter kombineret med udeaktiviteter til daginstitutioner og forældre.
Alle opskrifterne er beregnet til både 40 og 4 personer, så retterne kan tilberedes i institutionerne såvel som i de private hjem. Opskrifterne er årstidsinddelte og der er både supper, grød, brød, pålæg, middagsretter og drikke. Opskrifterne er udviklet i en Rudolph Steiner børnehave, af en pædagog og en gourmetkok. Filosofien er mad, nærvær og naturens rytme. Der er en oversigt over, hvornår de forskellige danske afgrøder er i højsæson, inspiration til årstidsmålrettede udendørslege og naturligvis et hav af meget forskellige og anderledes opskrifter. Bogen er spækket med farvefotos af børn ude i naturen i al slags vejr. Nogle retter kan tilberedes over bål, men de fleste i et almindeligt køkken. I en del af opskrifterne skal man bruge en blender. Nemme opskrifter, der er lige til at gå til.
Kirsten Skaarup har udgivet en del vegetariske kogebøger, både rettet mod voksne og børn fx Kirsten Skaarups grønne køkken : 350 vegetariske opskrifter og Den lille grønne for madpakkespisere. Begge er nyere titler. Desuden findes der den lille udgivelse Røde kinder : vegetarisk ernæring for børn, der er henvendt til daginstitutioner. Det geniale ved Mad og nærvær er dog at opskrifterne er målrettet både institutioner og private hjem og dermed kan bygge bro mellem de to verdener.
Fin kogebog der integrerer madlavning og pædagogik med aktiviteter i naturen. Med afsæt i biodynamisk vegetarisme og Rudolph Steiner pædagogik. Mange specielle opskrifter man ikke lige finder i enhver kogebog. Kan anskaffes bredt og formidles til daginstitutionerne på besøg i biblioteket.