En kogebog for feinschmeckerne i det italienske køkken. For de seriøst interesserede amatørkokke og professionelle, der vil fordybe sig i denne seriøse kogebogs gode opskrifter og råvarebehandling og læse Locatellis egne historier om råvarerne og hans virke.
Kogebogen er baseret på kokken Giorgio Locatellis opskrifter fra hans restaurant i London. Retterne baseres, med enkelte afstikkere sydover, på det lombardiske/norditalienske køkken med rigdommen af råvarer fra skove, marker og bjerge ned til kystområderne, så der også er et godt udvalg af fiskeretter med. Bogen er traditionelt bygget op over det (nord)italienske måltids hovedbestanddele: antipasti, supper, risotto, pasta, fisk kød og desserter/oste suppleret med uddybende afsnit om enkeltråvarer. De fleste af retterne er baseret på opskrifter fra Locatellis velrenommerede restaurant i London, men er, som oftest med italiensk mad, ret enkle at gå til. Dertil historier fra Locatellis barndom i Lombardiet og hans arbejde som kok i restauranter i Paris og London. God indholdsfortegnelse, register og rimeligt gode fotos.
Bogen ligger pga. omfanget op ad en anden stor kogebogsudgivelse Sølvskeen, der kom tidligere i år. Men hvor Sølvskeen systematisk og minutiøst kortlægger alle hjørner af det italienske grundkøkken, er bogens mål her at præsentere et omfattende udvalg af opskrifter til delikate retter, hvor ingredienser og råvarer er behandlet optimalt.
Omfangsrig og inspirerende kogebog om det italienske køkken.