Piger fra 11 år kan læse denne roman, som blander hverdagsliv med paranormalitet på en afslappet måde. Den grå-rosa og ret appetitlige fotoforside minder mig lidt om maleren Hammershøjs motiver, og den fanger blikket med det samme.
Den rutinerede forfatter har igen serveret en fængende bog med temaer, som optager målgruppen: Familieliv, venskab og spirende forelskelse på godt og ondt og denne gang parret med en hovedperson med okkulte evner. Mynthe opdager nemlig på sin 13 års fødselsdag, at hun kan læse folks tanker og se ind i fremtiden. Ikke konstant men i glimt, og det er bestemt ikke altid rart at have den evne. Hun opdager også, at hun har arvet den fra sin farmor. Men vi følger også Mynthe i en brydningstid. Forældrene bygger op til en skilsmisse, hendes bedste veninde vender hende brutalt ryggen på grund af en dreng, og Mynthe selv har også følelser i klemme ved flere. Bogen beskriver en moden pige, som må lære at forvalte en svær evne, men slutningen peger i en positiv retning.
Paranomale bøger er der mange af, men her er det sat ind i en typisk dansk hverdagsramme. Jacob Weinreichs serie Drømmeværelset gør lidt det samme.
Et sikkert hit til målgruppen, som vil synes om den flydende cocktail af naboens datter med helt almindelige følelser og oplevelser af den type, de selv kunne komme ud for og så dette stænk af det overnaturlige hældt i bægeret.