Bøger / skønlitteratur til børn / romaner

Magia og den forsvundne baby


Beskrivelse


Man kan godt blive så træt af sin larmende lillesøster, at man kan få lyst til at trylle hende bort, synes Magia. Forskrækket bliver hun, da kun hovedet er tryllet bort.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. feb. 2005

af

af

Helle Andersen (skole)

d. 4. feb. 2005

En underholdende letlæsningsbog (lix 6), der fint lever op til de øvrige i serien om den lille heks Magia. Endnu en god heksehverdagshistorie fyldt med varme og humor. Kendetegnende er også et flot layout og en læsevenlig typografi. Tekstmængden pr side er overskuelig, og billederne, som har mange sjove detaljer, understøtter teksten. Magias gode humør ændres radikalt, da hun får en lillesøster. Et tema som mange 7-8-årige læsere kender til. Hendes følelser og oplevelser af nu at være den store og slet ikke i centrum er overvældende. Forældrene er helt optaget af den lille, der ofte larmer og stinker. Sammen med huskatten Fili hygger de om den lille med babymos og vuggesange, og gæster beundrer vidunderet. I størstedelen af bogen er Magia ret misundelig på lillesøsteren og føler sig udenfor, og det understreger illustrator fint via Magias ansigtsudtryk samt den perifere placering af Magia på billederne. En dag skal hun passe den skrigende lillesøster for en stund. Hun får en ubændig lyst til at trylle, og pludselig er babyens hoved tryllet væk. Fili klarer som sædvanlig situationen, og Magia får til sidst en herlig storesøsteroplevelse. Læsernes sympati er helt på Magias side. Herlig læsning især for storesøstre og storebrødre i 1.-2. kl.