I kølvandet (!) på 100 året for Titanics forlis følger her et andet 100 års jubilæum: ØK's oceangående motorskib Selandia. Giv fx filmen til personer, der har været optaget af bogen om Hans Hedtofts forlis.
Filmen omtaler Selandia som verdens første dieseldrevne oceangående skib, hvilket der if. Wikipedia kan stilles spørgsmålstegn ved. Men det forhindrer ikke, at man her får en spændende dokumentarfilm om B & W's eksperimenter med at omlægge motorer fra damp til diesel. Vi får historien fortalt kronologisk fra de første forsøg med diesel, via designet af skibet til jomfrurejsen. Måden historien fortælles på er et godt afprøvet koncept indenfor dokumentarfilm: historiske billeder, dramatiserede passager samt kommentarer fra eksperter. De to hjerner bag konstruktionen, ingeniørerne Rudolf Diesel og Ivar Knudsen, døde begge kort tid efter Selandias søsætning under mystiske omstændigheder. Var der tale om selvmord (for den nervesvækkede Diesels vedkommende) og forgiftning (for Ivar Knudsens vedkommende) - eller var det politisk begrundede mord?.
I 2012 udkom bogen om Selandia. Den er udlånt med 5 reserveringer på mit bibliotek - et fingerpeg om, at interessen for skibet er der. Selandias historie findes ikke på andre film.
Fint disponeret dokumentarfilm om verdens første dieseldrevne oceangående motorskib (?) En film, der fortjener sit publikum.