En særdeles redelig skildring om en navnløs original (Majoren), der ved provisorietidens udløb afleveres til pleje og pasning i en limfjordsby. Det lyder passé og uengageret, men se om det er det. Det nu og da knirkende sprog og den kantede komposition opvejes af en umiddelbar karskhed, og trods de lovlig folkloristisk penslede islæt (med noder!), så er historien om den afdankede major, der p. gr. a. en anklage for insubordination under Dybbølstormen trods frifindelse tar sin afsked (som løjtnant), tøfler Europa rundt og erhverver sig en fransk majortitel for at havne i janteflækken, værd at læse. I en enkel, stædig stil skildres tid og miljø, og man "tror på", at sådan var det. Funktion i en læsende velfærdsstat? Ægte skildringer er vel aldrig passé. Kai Holms bog er et godt supplement til den "klassiske" samfundsskildring, ligger som genre på overdrevet mellem roman og biografisk skildring. Den bør være at finde både i større og mindre biblioteker.