Bøger / skønlitteratur til børn

Malenes mor gifter sig med Lisa


Beskrivelse


Billedbog. Malenes mor skal giftes med Lisa. Der skal være stor bryllupsfest. Til festen kommer også far og hans kæreste Niklas. Malene finder også ud af at hun skal være storesøster.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. juli 1999

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 26. juli 1999

Vi ser indenfor i en varm familie med et godt sammenhold. Familien er farverig og sjov og har sågar plads til en tam gris. Med muntre tegninger fulde af fut og fart fortælles der om familiens liv, men især om Malenes forældres bryllup. Selve bryllupsfesten fylder en dobbeltside og gengiver en fest, læseren får lyst til at deltage i. Hovedpersonen Malene oplever forberedelserne og bryllupsfesten, og vi følger hende i tiden derefter hvor hun skal være storesøster. Det er et fint billede af en glad, tryg pige der har en masse voksnes opmærksomhed. At de voksne er henholdsvis lesbiske og bøsser spiller ikke anden rolle end at persongalleriet i Malenes nære omgivelser udvides. Der lægges op til, at det i hvert fald ikke er et problem – blot en måde at indrette sig på. Billedbogen vil være fin til oplæsning og efterfølgende snak i 0.-1. kl. Den hører også hjemme i en bogkasse til emnet "Mig og min familie".


Bibliotekernes vurdering

d. 26. juli 1999

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 26. juli 1999

En lesbisk familie er som enhver anden. Det er et af budskaberne i denne billedbog, om Malene og hendes familie. Malene bor sammen med sin mor og hendes kæreste Lisa. De skal giftes og der skal være stor bryllupsfest. Til festen kommer også Malenes far og hans kæreste Niklas. Malene finder også ud af at Lisa skal have et barn, så nu skal hun være storesøster. Vi har ikke megen børnelitteratur med netop den synsvinkel, og bogen vil sikkert også lægge op til snak mellem oplæser og lytter. Det er som om bogen gerne vil fortælle en masse, men alligevel ikke rigtig tager fat på at forklare kernen i historien. Jeg kan ikke se andre billedbøger med samme vinkel. I 1981 kom billedbogen Mette bor hos Morten og Erik. Bogen lever i kraft at de meget charmerende stregtegninger i varme farver. De er flot lavet på baggrunde af fine, lette akvarellandskaber, og formår at skabe atmosfære og sætte liv i historien. Vi kender illustratoren fra andre bøger i børnebiblioteket. For børn fra 4 år.



Informationer og udgaver