Goddards fjerde bog på dansk er en sindrigt konstrueret viktoriansk forvekslingshistorie. Hvem er den retmæssige arving til formuen, godserne og baroniet? Den degenererede unge sir Hugo, der har besiddet herlighederne siden sin faders død nogle år forinden, må i 1882 se sine rettigheder anfægtet af en opkomling, der påstår at være hans tidligt afdøde bror. I et omstændeligt, men autentisk sprog opruller Goddard den ryggesløse families historie gennem et par generationer, og "..unævnelige synder..." spiller helt i tidens ånd en fremtrædende rolle i historien. Det er dog ikke altid, at Goddard formår at gøre sine stort anlagte person- og miljøbeskrivelser sandsynlige, og passager af bogen kommer derfor til at virke uvedkommende. Elskere af perioden vil begejstres over den floromvundne elegance i sproget, men ligeså mange vil synes, at det hele går irriterende langsomt.