Her er den syvende bog om mesterdetektiven Jack Stump, der drak gift som barn, og derfor kun er 1 m høj og helt grøn, har en krop som en voksen, men en hjerne som en 10-årig. Denne gang skal der løses en opgave med forsvundne aber fra Doom Town Zoo. Forklædt som abe venter Jack Stump i abeburet på at blive "stjålet", så man kan gribe tyven på fersk gerning. Tyven viser sig at være Store Fut, en abe, som efter at have set filmen Abernes planet, er ved at samle sig en bande i de store skove uden for byen. Dette projekt passer ikke Mama Bigfoot, Store Futs mor, og da hun opdager, at Jack Stump ikke er nogen abe, men detektiv, laver de sammen en plan og får alle aberne tilbage til Zoo igen. Freden for Mama Bigfoot i skoven og Zoo-direktøren i Doom Town Zoo er genoprettet. Bogen er letlæsning fra 10 år. Sproget indeholder engelske ord som fx "under cover", og der bandes og sværges. Jon Ranheimsæters sprudlende illustrationer er helt vidunderlige og passer fint til historien, som jeg dog finder noget anstrengt, især synes jeg løsningen på historien er lidt tynd. Men det går rask af sted derudad, og især drenge, der ikke er de store læsere, vil få sig endnu en sjov oplevelse i selskab med Jack Stump.