For 3-6-årige billedbogslæsere der holder af en skæg og meningsfyldt historie.
Med mere end en snes oversatte titler i danske bibliotekers billledbogskrybber behøver makkerparret Willis og Ross ikke nærmere præsentation, de borger for god underholdning. Det gælder også denne nye titel om innovation og sammenhold. Læseren bliver taget tilbage til istiden, dengang mammutterne levede. Hulemanden Ork er træt af havregrød. Da han ser en mammut, får han lyst til kød, men alene kan han ikke fange den og lave den til en tærte. Han får sine venner til at lave et spyd, en fælde, en vogn, et fad og ild. Snart kan jagten gå ind, men mammutter har også venner, og havregrød smager også godt. Teksten er verssat men urimet, den fortæller kort om nogle af menneskehedens skelsættende opfindelser som våben, pottemagerkunst, hjulet og ilden. Fortællingen er baseret på gentagelser som nok især morer de yngste læsere. Tony Ross' karakteristiske illustrationer er mindre flyvske, end vi kender dem. De er udført i en virkningsfuld blanding af akvarel og sort tusch og rummer sjove anakronismer som flødekager, tændstikker og stegepander.
Mange børn kender mammutter fra filmen Ice Age. Af ældre dato er Hulemanden Sten, 1990 om mødet mellem en hulemand og en mammutunge. Faglig læsning om emnet kunne være Den uldhårede mammut, 2003.
En billedbog om menneskets udvikling på overgangen fra samlerstadie til jægerkultur. Willis og Ross underholder som altid morsomt og intelligent.