Man skal ikke spørge

Roman om at være barn i efterkrigstiden, navnligt om at være langtidsindlagt barn på et strengt og gammeldags hospital. Nok mest for voksne med interesse for barndomsskildringer med autentisk baggrund, men også for børn og unge fra omkring 12 år, der kan lide bøger fra gamle dage.

Margit er 7 år i 1949, da hun bliver indlagt på Kysthospitalet på Refsnæs til behandling af hoftesygdommen, Calvé-Perthes. Næsten 3 år ligger hun der, bundet med sele til sengen, og i al den tid ser hun kun sin mor en gang om måneden. På fire-sengsstuen går dagene med at sludre med de andre børn, læse, glæde sig til pakker hjemmefra og frygte HENDE. HUN er den strenge sygeplejerske, og Margit har svært ved at opføre sig passende disciplineret. Efter udskrivelsen begynder Margit i skole, og også der er det svært at tilpasse sig. Specielt når man kun ved det, man har formået at lære sig selv på hospitalet.

Letlæst, enkel og temmelig fascinerende beskrivelse af datidens sygehusvæsen, hvor omgangsform og børneindlæggelser var meget anderledes end i dag. Man får sympati for den kække lille pige, der dumdristigt og nærmest ved gentagne uheld trodser systemet. Detaljer som fx legetøj og madretter er med til at skabe et troværdigt tidsbillede, som ældre læsere vil genkende.

Den strenge sygeplejerske, HUN, leder tanken hen på GøgeredenTudemarie 1-3, men stil- og niveaumæssigt er vi nærmere Tudemarie 1-3Den strenge sygeplejerske, HUN, leder tanken hen på Gøgereden, men stil- og niveaumæssigt er vi nærmere .

Læs hele vurderingen