Den australske spændingsbogsforfatter får hermed sin tredje bog ud på dansk efter Ice Station og Area 7 i vanlig slagkraftig stil med helten Schofield i det actionfortættede centrum. Plottet er med sit koldkrigsagtige udgangspunkt nu ikke vildt originalt: Schofield med tilnavnet Scarecrow dirigeres med sin eliteenhed Delta til den sibiriske udørk for at undersøge et mystisk straffe- og vedligeholdelsesanlæg fra sovjettiden. Det viser sig at være en hemmelig russisk atomubådsstation, hvor de lokkes i baghold og finder nogle af deres egne folk brutalt dræbt og måske er selve målet for den hemmelige fjende, der som højdramatisk element er internationale dusørjægere ledet af en franskmand(!). Bogen ligner et filmmanus med replikker mere end dialog og med minutiøse beskrivelser af våben og de tekniske anlæg gengivet med isometrier klar til filmatiseringen. Reilly skriver over stok og sten i et let klichepræget sprog, men meget effektivt og kongenialt for genren med sans for de udvendige dramatiske elementer og godt styr på alle de tekniske elementer og virkemidler. Personkarakteristik og dybere lag i historien skal man altså ikke bruge for meget energi på, og hele historien smager af actionfilm på bog. Det vil ikke være et problem for den primære målgruppe, som vil finde underholdningsværdien ok, men temmeligt kedsommeligt for dem, der ikke tilhører den.