Mix af domestic noir og psykologisk thriller til dem, der gerne læser om hemmeligheder og det, hemmeligheder kan gøre ved familier.
Amber er vokset op hos sin far Miles, fordi hendes unge mor Sadie pludseligt og uden forklaring forlod familien, da Amber var spæd. Da Amber i 2016 er 16 år, dukker Sadie op igen ud af det blå. Ingen ved, hvor hun har været i mellemtiden, men Miles tager imod hende med åbne arme, mens Amber er skeptisk og forbeholden. Det viser sig, at Sadie siden barndommen har været invaliderende angst på grund af en overnaturlig vandrehistorie om en skyggemand, der tager døtre og gør dem til noget særligt. Romanen foregår i tre spor: Sadies barndom, 2016 samt et nutidigt i 2018, hvor et filmhold følger Amber, som har myrdet nogen i 2016. Hvem, hvordan og hvorledes bliver afsløret til allersidst.
I passager spændende og overraskende læsning, men helhedsindtrykket er et andet. Hverken Sadie eller Amber er særlig interessante personer, og ingen af dem inviterer til nærmere bekendtskab. Dertil kommer det gennemgående og diffuse tema om skyggemanden, som trods forskellige vinkler ikke overbeviser læseren om sin farlighed. Hverken handlingen eller det psykologiske spil kan således engagere læseren i længere tid ad gangen.
Kan genremæssigt læses på linje med en forfatter som fx Ruth Ware.