Manden med jernmasken er en MGM-klassiker fra 1998 med bl.a. Leonardo DiCaprio, Jeremy Irons, John Malkovich, Gérard Depardieu og Gabriel Byrne i hovedrollerne. Filmen er inspireret af Alexandre Dumas' roman og er fortsættelsen til De tre musketerer. Historien er lavet i flere filmversioner, men denne version er Hollywoods største forsøg i nyere tid. Filmen solgte flot i biografen, sikkert hjulpet af de populære skuespillere i filmen, men blev aldrig et hit hos anmelderne.
Randall Wallace har skrevet og instrueret filmen og har ellers lavet We were Soldiers og skrevet manuskript til bl.a. Braveheart. Aramis er blevet religiøs, Porthos en gammel drukkenbolt, Athos familiefar og D'Artagnan kongens vagtmester. Kongens udskejelser og ligegyldighed imod folket skaber problemer, men D'Artagnan har ikke mistet håbet om, at kongen kan nå at blive den mand, han burde. Til sidst er det for meget for selv de gamle venner og da Athos' søn dør pga. kongens hensynsløshed, bliver de modstandere i oprøret. Den værste trussel imod kongen er en mystisk fange, som bærer en jernmaske for at holde sin identitet hemmelig.
Filmen er samme type som De tre musketerer, Greven af Monte Cristo og den franske "Queen Margot", alle baseret på bøger af Alexandre Dumas.
Filmen er en udmærket underholdningsfilm og det på trods af, at dialog og skuespil i nogle af scenerne er noget jævne. Den bør i dag betragtes som en klassiker og på blu-ray forbedres oplevelsen.