En billedbog om sengetisseri. Dem er der skrevet en masse af, men denne er på en god måde anderledes en flertallet. Som så mange andre sengetissere, har Søren opfundet en fantasifigur, som er den egentlig ansvarlige for de det evindeligt våde sengetøj, nemlig "Manden med spanden". Lige meget hvad faren og moren hitter på af fantasifulde og desperate forsøg på at blive sengetisseriet kvit, så dukker den mystiske mand med den ulækre spand hele tiden op. De fine ved historien her er, at den ikke på forudsigelig vis udrydder den mystiske mand gennem et snedigt kneb, som kurerer drengen. Tværtimod bliver manden med spanden mere og mere konkret i løbet af historien for til sidst at være fysisk til stede sammen med familien, hvor han over en kop kaffe overtales til at finde et andet hus han kan hjemsøge med sin spand. Altså en helt igennem atypisk historie med et herligt umoralsk indhold. Det er befriende at kunne grine lidt af et besværligt problem, som for en gang skyld får lov til at overtage historien, løbe linen ud og havne et helt uventet sted. Lotte Nybos fremragende akvareller skaber en ret realistisk, lidt uhyggelig og samtidig venlig natteatmosfære. Absolut vellykket dansk billedbog, især for de 4-8-årige - og ikke kun for sengetissere og deres familie.