Roman om en ung japansk soldat på vej hjem fra krig. Han tænker kun på en ting, at give sin forlovede den gave, han gemmer i sin kuffert. Men han glemmer kufferten, da han skifter tog og indleder en jagt på at finde den igen. Men finder han kufferten og den dejlige Shikego?.
Handlingen i denne prisbelønnede franske roman foregår i Japan i 1946. Vi følger den unge soldat Hisao, der er med toget på vej til sin forlovede Shikego, som han glæder sig til at give sin kærlighedsgave - et jadeæg i rødt silkepapir. Men Hisao er uheldig og glemmer sin kuffert, da han skifter tog. Hisao lider af en neurotisk funderet kronisk tørst, fordi han under krigen var indespærret i det bjerg, hvor de gravede sig i sikkerhed, mens de ventede på fjendens angreb. I sin jagt på kufferten tænker han tilbage på tiden med sin gode ven Takeshi, som han mistede og savner voldsomt. Hubert Mingarelli har også skrevet romanen Fire soldater.
Den ret korte roman er fortalt i et økonomisk og velmoduleret sprog, der sætter en særlig intens og rørende stemning omkring den stilfærdige, psykologiske fortælling og den troskyldige Hisao og bogens få bipersoner. Mingarelli mestrer kunsten at gøre en menneskeskæbne levende gennem ganske få beskrivelser og replikker i sit enkle sprog.
Romanen minder ikke kun pga. det japanske miljø om en minimalistisk udgave af Haruki Murakami samt andre fine nutidige franske prosaister som Modiano og Rufin.