En vildtvoksende dansk 3D-animation i et internationalt designet abeunivers er guf for genrens aficionados og alle større rødder med sindet stillet ind på fantasifuld og uforudsigelig underholdning. Filmen er også interessant for alle med fingeren på pulsen af dansk film.
Marco Macaco er strandbetjent med vågent øje på henkastet papir og dagdrømme om at være superstrømer. Der vendes totalt op og ned på Marcos liv, da barndomskæresten Lulu dukker op. Og da Carlo med det brede grin og den jyske accent bygger et robotcasino og forblænder alle. Marco fyres og ender på en taberkaperskude. Men det bliver selv samme sørøvere, der med Marco i spidsen redder Lulu og stranden fra Carlos slyngelstreger! Den filmskoleuddannede animationsinstruktør Jan Rakbek - han er årgang 2008 - spillefilmdebuterer med Marco Macaco, 2012, som han også har været med til at skrive. Et karikeret abeunivers kendetegner også Jan Rahbeks afgangsfilm Space monkeys.
Figurdesignet er enkelt, og derved er karaktererne forholdsvis nemme at animere, for der er ikke store summer til en dansk animationsfilm. Men alligevel holder Marco Macaco næsten samme tempo og gagskvote som en Madagascar-film. Filmens blanding af genrer har postmodernistiske hilsner til både piratfilm og gangsterdramaer, sci-fi og King Kong. Aber befolker også Jannik Hastrups tegnefilm Aberne og det hemmelige våben, 1995.
Flot svendestykke med et originalt univers, hvis røde tråd aldrig forsvinder i de mange legelystne løjer.