Titlen Marco Polo i den rigtigt populære og efterhånden store serie De små fagbøger rækker langt videre end målgruppen, der er fra ca. 2.-5. klasse. Serien vil være oplagt til faglige læsesæt, og til brug for ældre elever med læsevanskeligheder, da den formidler mange emner interessant og vedkommende. Trods bogens relativt få sider beskriver den på bedste vis emnet. Teksten er læsevenlig, verssat typografi med stavelsesdeling af vanskelige ord, og den bliver suppleret med gode tegninger og kort, der passer fint til teksten. Bogen handler om Venedig, Marco Polos venten på far og onkel, og deres fælles afrejse til Kina efter mange forberedelser. De rejsende bliver fulgt på den langvarige, udmattende og meget begivenhedsrige færd, og mange af oplevelserne bliver beskrevet. Endelig ankommet bliver Marco Polos ophold, rejser i Kina og forholdene dèr glimrende fortalt. Man får et virkeligt godt indtryk af det meget anderledes og veludviklede kinesiske samfund. Den opsigt, hans bog vakte efter hjemkomsten til Europa efter 25 års rejser, perspektiverer hans oplevelser for datidens Europa. Til slut stikord og henvisning til andre titler om emnet. Hvis man ikke har alle titler i serien, burde man få dem.