Film / nonfiktion / dokumentarfilm

Maria by Callas


Beskrivelse


Om Maria Callas (1923.-1977) korte intense liv splittet i to personligheder; den feterede operadiva og modeikon og den private og til tider temmelig ensomme Maria.

Anmeldelser (8)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. feb. 2019

af

af

Christine Christensen

d. 21. feb. 2019

Maria Callas levede sit korte intense liv splittet i to personligheder; den feterede operadiva og modeikon og den private og til tider temmelig ensomme Maria. Til operaelskere og et biografisk interesseret publikum.

Allerede som lille knyttes Maria Callas liv til musikken, gennem hendes meget ambitiøse mor, der ønsker, at datteren får en stor sangkarriere. Callas beskriver selv barndommen som hård og disciplineret og drømmen om en operakarriere kulminerer, da hun optages på musikkonservatoriet som 13-årig. Callas er meget lærenem og musikalsk og med sin græske skønhed og elegance feteres hun snart af såvel publikum som presse. Men drømmen varer ikke ved. Et hidsigt temperament, knas i ægteskabet og affæren med Onassis bringer Callas i modvind og karrieremæssigt giver stemmeproblemer hende store udfordringer. Filmen er fortalt gennem en række interviews, private optagelser og personlige breve.

Instruktørens fascination af "Huntigeren", Callas skinner tydeligt igennem den lidt ensidige hyldest af et operaikon. De mange klip og optagelser virker lidt fragmenterede. Det er svært at få et tydeligt billede af Marias liv, men tilbage står indtrykket af en utrolig karriere, der på godt og ondt formede hendes liv og gav hende både sorger og glæder. De mange autentiske optagelser og personlige breve virker gribende, med en melankolsk undertone af fortrydelse over et mistet familieliv.

Minder på flere måder om Whitney, der dog er mere udleverende.


Jyllands-posten

d. 23. aug. 2018

af

af

Nanna Frank Rasmussen

d. 23. aug. 2018

"Det handler mest om musikken, selv om der ikke bliver talt meget om den i Tom Volfs imponerende, tungtresearchede dokumentar om Maria Callas, det 20. århundredes største dramasopran og operadiva ... Det er dog udgangspunktet for den noget lange portrætdokumentar, der kun benytter gamle arkivoptagelser. Der er ingen talking heads, og kun Callas' egne ord driver fortællingen - hendes breve og selvbiografiske optegnelser fremføres i en voice over af mezzosopranen Joyce Di Donato med tilstræbt inderlighed ... Vi hører en lang række arier, ikke mindst den så Callas-kendte "O Mio Babbino Caro" af Puccini, men når hun giver interview, er det hovedsageligt hendes privatliv, der diskuteres".


Kristeligt dagblad

d. 23. aug. 2018

af

af

Karen Dyssel

d. 23. aug. 2018

"Maria by Callas er resultatet af fem års jagt på den ægte Maria Callas. Men hvad er sandheden om en kvinde? Kan den fortælles af en ung mand på 40 års afstand med alle de valg og fravalg, der uundgåeligt følger? Nej, selvfølgelig ikke. "Maria by Callas" bliver endnu en del af myten om verdens største kvindelige operastjerne. Om kvinden, der elskede den græske rigmand Aristoteles Onassis. Om divaen, der lå i krig med impresarioer, teaterdirektører og andre operasangere. "Maria by Callas" er en kurateret sandhed. Filmen har mange styrker ... Men det er Volfs billede af hende. Han giver os det ikon, han fandt. Han har skabt sin version af en græsk tragedie i Maria Callas' billede".


Berlingske tidende

d. 23. aug. 2018

af

af

Andrea Pellegrini

d. 23. aug. 2018

"En kunstner, der gennem sit talent trådte ud af værkerne og blev et endnu større værk, sig selv ... Hendes livskapitler kobles med arier i deres fulde længde. For det kan man med Callas ... På den måde respekterer filmen Maria Callas egne ord om, at 'mine erindringer er i de sange, jeg fortolker - det eneste sprog, jeg virkelig kender' ... Kronologien brydes lejlighedsvist med klip til et særligt interview, fra den anden side af storhed ... Pressen får altid det sidste ord, belærer hun intervieweren. I Maria by Callas får hun det selv".


Berlingske tidende

d. 23. aug. 2018

af

af

Kristian Lindberg

d. 23. aug. 2018

"Nu-og-her-dramaet kan en operafilm eller en fodboldfilm i sagens natur ikke genskabe, for her er det sublime i forvejen fundet frem fra arkiverne. Det gælder også Maria by Callas, der først og fremmest må ses som en fans ærbødige hyldest ... Kernefans vil sikkert nyde at se optagelserne, mens operahadere selvsagt gør bedst i at holde sig væk ... De lange musikklip betyder samtidig, at der ikke levnes meget plads til den narrative tråd, som en dokumentarfilm også har brug for ... Selv om filmen svulmer af paparazzi-lignende klip ... kommer filmen ikke meget mere i dybden end en artikel fra et kulørt ugeblad i samme periode ... Det, der i sidste ende er filmens største berettigelse, er Callas' egne, ganske dybsindige betragtninger om kunstnerrollen".


Politiken

d. 23. aug. 2018

af

af

Kim Skotte

d. 23. aug. 2018

"I dokumentarfilmen 'Maria by Callas' taler stemmen for sig selv. Heldigvis, kan man så tilføje, for det er ikke den pædagogiske indføring, der er i højsædet hos den debuterende instruktør Tom Volf. Han har opstøvet masser af nyt arkivmateriale og lader Callas selv komme til orde i gamle fjernsynsinterviews og ikke mindst i uddrag fra upublicerede breve læst op af Joyce Di Donato ... Maria Callas' stemmepragt og hendes dramatiske performance er medrivende kunst fra allerøverste hylde. OPERA buffs vil sikkert nyde at slippe for eksperter, der kloger sig, men er man mindre indforstået, indebærer Volfs rapsodisk-musikalske fortællestil seriøse udfordringer".


Information

d. 23. aug. 2018

af

af

Valdemar Lønsted

d. 23. aug. 2018

"Tom Volfs dokumentarfilm om Maria Callas taler til alle musikelskere. Man hænger på fra start til slut i den dramatiske fortælling om sangerinden, der revolutionerede operakunsten ... At være Callas blev en ensom vej som diva i en glamourøs og beskidt profession, der gradvis sled stemmen ned og endte med hendes død i 1976 - 53 år gammel. Sjælen brændte ud, siger hun et sted i filmen ... Men i Volfs rigt dokumenterede fortælling om denne primadonna assoluta (uden for konkurrence) er det i høj grad også den skjulte Maria, som kommer til syne, ganske gribende, jo længere vi nærmer os deroutens slutpunkt ... Filmens integration af billede, operamusik og tale er vellykket i sådan en grad, at man glemmer, hvor dårlig en teknisk forfatning, det historiske materiale ofte er overleveret i".


Weekendavisen

d. 24. aug. 2018

af

af

Peter Johannes Erichsen

d. 24. aug. 2018

"Maria by Callas er et svimlende ærligt dokument over den mest karismatiske operasangerinde nogensinde ... I en karriere, der blev hjerteskærende kort. I 1959 var stemmens stabilitet og skønhed visnet bort. Dette skæbnesug beretter portrætfilmen om med et helt ufatteligt overleveret materiale, hvor empatiske interviews med Maria Callas veksler med nærgående uforstand ... På filmens lydspor ... øses der af den rige skat, som står tilbage for den lyttende, mens de storstilede opførelser på La Scala visuelt kun eksisterer som frosne billeder ... Alt er efterkoloreret, så det hele ånder nutid".