Tænk "Mariehønen Evigglad" og det er svært ikke at se et børnekor anført af en entusiastisk pædagog for sig. Men vi ved også, at Halfdan Rasmussens børnerim er fulde af poesi, sproglige overraskelser og finurligheder, leveret med et glimt i øjet, hvilket har gjort bøgerne populære blandt børn og barnlige sjæle. Adskillige har gennem tiden sat musik til Rasmussens rim, senest Kaya Brüel som fandt sin oldefars noder og udgav de fine "Jeg fandt en sang på vejen" (2006) og "Med Dannebrog på næsen" (2008). På dette album er det blevet den erfarne René Adrians tur til at lægge musik til Halfdan Rasmussens sidste bog, og resultatet er en række glade og varme børnesange af moderne tilsnit. Det skyldes ikke mindst Karen Mukupa og Peter Belli, som synger for, både sammen og hver for sig. Til foråret 2010 genudgives "Mariehønen Evigglad" med denne cd vedlagt.