Titlen på denne Brøndum-udgivelse leder tankerne hen på en film, som i 1961 satte sindene i bevægelse, nemlig den franske filminstruktør Alain Resnais' kryptiske »I fjor i Marienbad«, der fortælleteknisk stod i gæld til nouveau romanforfatterne. Høecks Marienbad-bog er lige så kryptisk som filmen, undtagen i strukturen, der er grundigt beskrevet i efterordet. Formen er sonetkredsen med dens komplicerede spilleregler, som Høeck med hjælp fra sin datamat minutiøst overholder. Hans input er bogens poetisk æsteticerende sprog, der synes at hente næring i erindringsbilleder fra ovennævnte film. Morten Stræde har illustreret med billeder, hvis indbyrdes sammenhæng forklares bagest i bogen. At der er ofret så mange tanker på bogens system forhindrer nu ikke, at den for de allerfleste digtlæsere formentlig vil fremstå som en samling organiseret volapyk, hvor bogens eventuelle mening eller budskab til læseren fortoner sig i fortænkte lege med sproget. Køb fortrinsvis ibibliotekermedbredt lyrikkøb.