Bøger / skønlitteratur til børn / humor

Markus elsker fodbold?


Beskrivelse


13-årige generte Markus er ingen sportsmand. Vennen Sigmund mener, at det vil være godt for selvtilliden at få succes som fodboldspiller, og de går i gang med træning og selvhypnose.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. jan. 2002

af

af

Ulla Møller

d. 22. jan. 2002

Tredje bog om Markus, i daglig tale kaldet Markmus, kan læses uafhængigt af seriens to tidligere titler, og som disse henvender den sig til de 12-14årige (drenge), der sikkert kender en som Markus. Bogen begynder hvor Markus og pigerne slap.13årige Markus er lige forsigtig og kan ikke finde ud af det med pigerne. Heldig- eller uheldigvis ser hans ven, der nok ikke uden grund bærer navnet Sigmund, det som sin opgave at hjælpe Markus til succes, stærkt støttet af Markus' enlige far, der genkender sine egne problemer i sønnens. Sigmund går ind for en sund sjæl i et sundt legeme og mener at Markus har potentiale som fodboldspiller, og er man ikke født vinder, ja så må der lidt selvhypnose til. I virkeligheden bunder Markus' problemer nok især i ønsket om at være en anden end han er, for han er faktisk en helstøbt person udstyret med empati og fantasi, noget distanceblænderen Sigmund slet ikke er i besiddelse af. Handlingen afvikles fortrinsvis gennem Markus' og Sigmunds dybsindige samtaler og gennem Markus drømme, der placerer ham i den absolutte helterolle. Begge dele afspejler med lun humor alle pubertetens kvaler. Bortset fra drømmesekvenserne er sproget kort og præcist undertiden med en pudsig ironisk distance til personer og begivenheder.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. jan. 2002

af

af

Lars Damm Jensen (skole)

d. 22. jan. 2002

Selvstændig fortsættelse af Markus og Diana - Lyset fra Sirius (95/49) og Markus og pigerne (98/42). Som i de foregående bøger er Markus stadig utrolig selvudslettende og total usikker på sig selv og livet. Sigmund er stadig hans bedste ven, og han prøver utrætteligt at indgyde ham lidt mod og mandshjerte. I denne bog er det sportens velsignelser, der skal hjælpe Markus på vej. Sigmund får ham til at prøve alt, men fiaskoerne er uundgåelige. De får dog stablet et fodboldhold på benene, og gennem selvhypnose formår holdet at klare sig i 1. halvleg, hvor Markus endog får scoret holdets enlige mål uden egentlig at være klar over det. Bogen tegner i et dialogrigt sprog et portræt af en aldeles usikker pubertetsdreng, der bare vil være i fred med sine tanker, dagdrømme og spirende håbløse forelskelser. I forhold til de to foregående bøger sker der ikke den store udvikling. Sigmund er stadig Sigmund, og Markus er stadig Markus Markmus. Hans enlige far er stadig lige velmenende og søgende og ligner et voksent spejlbillede af Markus. Til elever i 6./7. klasse.