Endnu en "gør-det-selv" terapibog for og om Venuskvinder og Marsmænd, hvor den flittige psykolog, terapeut og bestseller-forfatter guider rundt på arbejdspladsen, hvor kønsbetingede konflikter og forskelle mellem Venus- og Marssprog komplicerer produktion, samarbejde og gensidig respekt mellem M og K. Forskellige sprog, samme ord med forskellig betydning; hvor mænds sprog traditionelt er resultat- og opgaveorienteret, og mænd af få ord løser/ordner problemer, problemknuser kvinder med flere ord. Hvad der ofte får mænd til at tro, at hun tvivler på egne evner, hvor hun i virkeligheden kommunikerer relationsorienteret og tør give udtryk for ikke at have alle svar. Som Grays andre bøger, lettilgængelig, positiv peppet tone, gavmildt blandet med praktiske historier og cases, man som læser kan spejle sin egen situation i. Jeg nikker bifaldende til mange af bogens eksempler, selvom jeg synes, at bogideen nu begynder at virke lidt slidt - "hvorhen næste gang John Gray?" - og teorierne lidt gammeldags firkantede, men jeg er da ikke i tvivl om, at bogen vil trække læsere, da han jo stadig er god i sine overordnede billeder, f.eks. "Kvinder er fra Venus og mænd fra Mars", der naturligvis også er gyldig på arbejdspladsen.