En perlerække af noveller for alle, der værdsætter godt sprog og tankevækkende indhold.
Den tyske forfatter Siegfried Lenz af årgang 1926 har i en årrække boet i Danmark og har udgivet en række mesterværker. Denne gang er det 5 små skæbnefortællinger: kustoden, der forelsker sig i en kvinde på et maleri, et frisisk øsamfund, der vendes op og ned af en kasse ilanddrevne kinesiske masker, kaptajnen der modvilligt hyldes for en redningsaktion, forfatteren, der mistede sin søn i barselsseng og endeligt et interview med en kendt instruktør. Man mærker absolut ikke alderen trykke fortælleglæden, og oversættelsen yder tilsyneladende Lenz' sprog fuld retfærdighed.
Lenz er i sine skæbnefortællinger i slægt med Karen Blixens samme. Ung kærlighed som i Masken har han før beskrevet i Et minuts stilhed fra 2008 og i Oprøret, 1997 optræder der som i Interviewet en professionel smager, der mister sin evne.
En fremragende lille perle med velfortalte og vedkommende historier.