Kæledyr optager mange børn. Her er en poetisk og usentimental billedbog om sorgen ved at miste. Kaninen Mathilde opfører sig anderledes, end hun plejer, for hun er syg. Dyrlægen må aflive hende. Drengen sidder med hende, synger og vugger. Han sørger for at begrave hende i en æske med de ting, hun holdt af. Drengen savner Mathilde, men han kan stadig fortælle hende de ting, han ikke nåede. Bevægende bog, som giver håb - drengen får en ny ven. Historien bliver fortalt med meget enkle midler. Teksten er stram og nøgtern. Illustrationerne, som er lavet i akvarel, er store med fokus på drengen og kaninen. De er tegnet forholdsvis detaljeret, mens baggrunden er lavet i forskellige farver, som på fornem måde glider over i hinanden alt efter drengens humør. Forsiden viser drengen, der sidder med den døende kanin. Dejlig bog til højtlæsning fra 4 år. Den lette tekst kan selvlæses fra 2. klasse, hvor bogen også vil være relevant. Meget flot og lovende debut på dansk.