Henvender sig til den kvindelige læser på udkig efter en erotisk kærlighedshistorie. Genren og forsidens referencer til Fifty shades-trilogien gør det let at formidle romanen.
Erotisk kærlighedshistorie om en hustru, der tænker tilbage på en hemmelig og forbudt kærlighedsaffære som kun 14-årig med en ældre forfatter. Uheldige omstændigheder vil, at forholdet ikke kan fortsætte og mange år senere sætter hun sig for at opsøge sin elsker igen. Romanen er struktureret i 225 korte lektioner (kapitler) og er konsekvent skrevet i et du-sprog: "Nu hvor du er kommet ind i hans arbejdsværelse, ser du ham". Gemmell er en australsk forfatter, hvis debutroman Den nøgne brud, 2012, i dag er en international bestseller.
Romanens forside ligner til forveksling forsiden af E.L. James' Fifty shades, 3. bind Fri med grålige farver og motivet af en nøgle. Fifty shades-trilogien har pustet til diskussionen om litterær kontra underholdningsmæssig kvalitet. Med alle sanser byder både på underholdning og erotik, men besidder samtidig en række litterære kvaliteter i form af romanens komposition og en original fortællestil. Romanen er struktureret og fortalt på samme måde som Den nøgne brud.
Spændende erotisk roman med litterær kvalitet, som udkommer i en tid, hvor den erotiske genre har fået en opblomstring. Romanen vil blive eftertragtet og populær i kølvandet på Fifty shades-triologien.