Her er en god nyhed til alle de krimilæsere, der holder mest af "den britiske" fortællemåde i genren.
Dette er nr. 6 i rækken af gode krimier med kriminalkommisær Roy Grace fra Brighton. De kan angiveligt læses uafhængigt, men det er en fordel af kende til hans historie, selvom der dog er godt med henvisninger "bagud". Denne starter med en voldsom voldtægt på et overklassehotel selveste nytårsaften i byen. Hovedemnet for historien er således voldtægter og tilfælde, der er endt i mord på kvinden. Bogen er bygget op med to handlingsspor. Ét vi følger tilbage i 1997 og et, der foregår "nu". Er det den samme gerningsmand, eller er der en ny på banen? Forbryderen har en forkærlighed for dyre designersko, og vi hører en del om perverse anvendelser af Louboutin-stiletter. Der er er mange ubarmhjertige men meget levende kvindeportrætter, dumme småfede og småberusede tøser på mere end én måde farlige høje hæle og krævende og brokkende hustruer. Det fremgår tydeligt, hvordan hovedpersonen Roy Grace har udviklet sig fra 1997 til nu. Vi følger i klip i nutidshistorien voldsforbryderen "indefra", også det er effektfuldt og virkelighedsnært skildret.
Som de solide krimier af fx Reginald Hill og Elizabeth George.
Denne forfatter skildrer ganske rigtigt "godt gammeldags" opklaringsarbejde, samtidig med at figurerne er troværdigt beskrevet. Men som i andre aktuelle spændings/krimihistorier synes jeg, at skruen med voldseffekterne får et ekstra drej, og det kan betyde noget for målgruppen af læsere.