Film / nonfiktion / dokumentarfilm

Med døden til følge


Beskrivelse


Gennem en konkret sag, hvor en mand har slået sin bedste ven ihjel med et samurai sværd, vises hvordan retssystemet i Danmark fungerer og hvordan vores samfund afgør, hvad der er en retfærdig straf.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. mar. 2011

af

af

Niels Nobel-Jørgensen

d. 16. mar. 2011

Stærk og vedkommende dokumentarfilm af Eva Mulvad. Filmen følger retssagen mod Ronny Rasmussen, der i 2009 dræbte sin bedste ven med et samuraisværd. Et unikt retssalsdrama, der ikke kan undgå at påvirke tilskueren. Filmen har bred appel og vil også være oplagt til brug i forbindelse med emnearbejde om forbrydelse og straf i såvel folkeskolens ældste klasser som på de gymnasiale uddannelser.

For første gang nogensinde har et filmhold fået lov til at filme en retssag i fuld længde. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, men derudover er det noget af et scoop, instruktøren Eva Mulvad har gjort ved at vælge netop at følge denne sag, som også byder på et gribende menneskeligt drama. Efter at have drukket tæt kommer de to venner Dan og Ronny en nat i februar måned 2009 alvorligt op at skændes. Det kommer til håndgemæng, og det hele ender tragisk med, at Ronny dræber sin ven med et samuraisværd. Et år efter begynder domsmandsagen mod Ronny. Filmen følger hele forløbet, og beskriver desuden forsvarerens og anklagerens tanker og overvejelser undervejs. Det er blevet til en tæt, stærk og helstøbt film. Instruktion, klipning og fotografering er i top. Kun slutsekvensen fremstår måske lidt for sentimental og er i grunden overflødig.

Andre danske dokumentarfilm har haft fokus på kriminalitet og straf, men ikke på samme måde som her. Eva Mulvad er kendt for en række dokumentarfilm af høj kvalitet, senest Det gode liv.

Vellykket og gribende dansk dokumentarisk retssalsdrama.


Politiken

d. 16. mar. 2011

af

af

Dorte Hygum Sørensen

d. 16. mar. 2011