Bogen henvender sig til pårørende som søger trøst og lindring for deres sorg.
Forfatteren er læge, ph.d. Bogen består af en række korte (1-5 sider) indlæg som ikke umiddelbart har nogen anden sammenhæng end at de skildrer et aspekt ved dette at føle sorg. Til sammen dækker kapitlerne mange (de fleste?) af de ting som sørgende kommer ud for: Små og store uundgåelige oplevelser ved dette at have mistet sin(e) nærmeste, samt følelser som tomhed, fortvivlelse, smerter, ensomhed og håbløshed. Gennemgående ide i bogen er også at få læserne til at finde en udvej ved billedligt at bygge et Sorgens Tankehus hvor de kan "parkere" og opsøge sorgen. Formen er varsomt direkte med jeg-form og til tider direkte henvendt i du-form. I det hele taget skriver forfatteren meget i billeder, ligesom de sorthvide fotoer mest af landskaber og natur. Sproget er enkelt, typografien, teksten og det kvadratiske format fremstår som gennemtænkt henvendt til sørgende.
Der findes en halv snes nyere titler som også henvender sig til pårørende. De fleste er mere personlige og/eller religiøst orienterede end denne bog er. Fx Eva Jørgensen Sorrig og glæde, 2011 og Eyvind Skeie Dyrebare døgn, 2011.
En enkel og indfølt bog til eftertanke og trøst for sørgende.