Billedbog til oplæsning, måske hos bedsteforældrene, sammen med børn fra 4 år. Den kan lægge op til dialog om fx at passe på hinanden.
Bogen er først udgivet i Belgien og Holland, og følger op på Med morfar ved havet, 2009. Billedstilen ligner meget den tidligere, men en gråblå farvetone præger disse vinterbilleder. Teksten er jovial og rar, den beskriver sjove og trygge stunder, men der gemmer sig en underhistorie om, at morfar måske ikke tåler at blive alt for træt, så bliver han forvirret. Legen stopper heldigvis, mens den er god. Børnene får varm kakao med mormor, og morfar får en tiltrængt lur på sofaen. Det er ikke en dyb historie til problembehandling, men den har lige præcis så meget kant, at den stadig er interessant og brugbar til andet en ren underholdning. Sjov og smuk forside passer sammen med bagsidetekst til indhold. Smukke permer med snefnug, og på sidste perm også en fuldmåne, understreger bogens gennemførte layout.
Vi har flere billedbøger om vinter og vinterlegene, og også billedbøger om bedsteforældre og børn, men fx Grøns Didi - vinter er for børn fra 2 år, og har ikke rigtig denne histories bredde og underliggende tema.
En smuk og rar billedbog om bedsteforældre og børnebørn ved vintertide. Bogen kan vække gode minder hos nogle børn, men også give mulighed til dialog om, hvorfor morfar eller mormor pludselig bliver så træt eller lidt forvirret.