De fleste lystfiskere er begyndt med helt enkelt medefiskeri efter skaller med en pind, prop, krog og en orm. Den side af sagen er også med i denne bog, men ret hurtigt udvides emnet til flere fiskearter samt meget og mere avanceret grej. Fiskearterne er desuden især suder, brasen og karpe og både grejet og fisketeknikkerne bliver til sidst i bogen meget specialiserede og avancerede, men samtidig beskrevet så også nybegyndere kan lære at medefiske. 10 års erfaringer er tilføjet, og mange kilo fisk mere ligger bag bogen i forhold til samme forfatters Moderne medefiskeri fra 1989. Denne nye bog er opdateret mht. viden om fisk og fiskemetoder, og den er desuden mere komprimeret end sin forgænger, som stadig er anvendelig i flere år endnu. Den nye bog er dog betydeligt mere inspirerende og indbydende mht. layout og illustrationer, der alle er i farver. Bagest henvises bl.a. til konkurrenten og kollegaen Kenneth Esbensens webside. Esbensen har lavet to bøger i 1994 og 1997 om medefiskeri. De er dog mere specialiserede ift. enkelte fiskearter og ikke så flotte mht. udstyr som denne bog. Jens Bursell er en erfaren fisker, der tidligere i 1999 fik udgivet den gode Specimen mede, som beskriver det mere avancerede medefiskeri efter særligt store fisk.