Medieforskningen har udviklet sig som et tværfagligt felt med bidrag fra både humaniora og samfundsvidenskaberne. Medier og kultur er den første, større samlede grundbog, der inddrager alle de fire væsentligste fagområder, der har bidraget til den tværfaglige medieforskning: Samfundsvidenskaberne, litteraturvidenskaben, sprogvidenskaben og historievidenskaben. Bogens 4 forfattere er undervisere ved enten RUC eller KU og i øvrigt forfattere til en del af Medieudvalgets publikationer. Niveuaet er højt, både fagligt og sagligt. Med et væld af eksempler, som næsten uden undtagelse alle er hentet fra danske medier i nyere tid, beskriver bogen, hvordan medierne bidrager til kulturen i et moderne samfund ved at tilskrive det mening. Eller med andre ord hvordan medierne sætter deres publikum i stand til at forstå sig selv i et socialt, historisk eller eksistentielt perspektiv. Bogen er delt i fire dele, der hver tager udgangspunkt i de ovennævnte 4 videnskaber. Forfatterne har valgt at nedtone det historiske element og i stedet lagt vægt på semiotik, lingvistik, indhold og form. Et mindre antal opgaver afslutter de enkelte kapitler. Bogen, der fordrer akademisk basisviden, afsluttes med omfattende litteraturliste samt kommenterede forslag til videregående litteratur.