Melancholia

Med sit nye værk har Lars von Trier skabt en drilsk, positiv katastrofefilm, der har bred appel og dybder med sit syn på menneskets eksistensberettigelse. Fra 15 år.

I filmens smukke prolog går jorden under, da den rammes af planeten Melancholia, og vi introduceres for de to hovedpersoner, halvsøstrene Justine og Claire, der går katastrofen i møde. De to har hver deres kapitel i filmen. I det første skildres Justines storslåede bryllup på en herregård, der ejes af Claire og hendes rige mand. Det rituelle bryllup er kærlighedsløst, afslører familiekonflikter og efterlader Justin ensom. I det andet kapitel er søstrene sammen igen på herregården. Frygten for at Melancholia vil udslette jorden er truende. Justine er deprimeret, Claire holder en facade, men havner i panik, mens Justine er afklaret.

Som dommedagsvision lægger Trier sig op af den canadiske Last night fra 1998, der ligeledes følger en gruppe menneskers reaktioner på truslen. Men hvor denne dyrker vold og katastrofe dyrker Trier den truende planet som noget smukt og konkluderer, at det ikke gør noget, at jorden går under. Den er alligevel ikke noget værd. I sin måde at studere de menneskelige ritualer lægger filmen sig i forlængelse af både Dogville og Manderlay.

Med en stor og smuk billedrigdom har Trier skabt et værk, der er både Fellini og Tarkovskij værdig. På trods af at det drejer sig om jordens undergang handler den om melankoli og spiller underfundigt op mod opfattelsen af harmoni som eneste acceptable tilstand.

Læs hele vurderingen