Mange piger var kede af, at Camilla Wandahls populære serie "Veninder for altid" sluttede. Men her kommer en selvstændig fortsættelse om tyrkiske Melika, der skal starte i samme klasse som Ji, Jose, Ane og Tammy. Guf for alle piger mellem 10 og 13 år.
Melika skal flytte og kommer til at bo tættere på en anden skole i byen. Men Melika vil ikke flytte, for så kan hun ikke længere gå i klasse med sin bedste veninde og kusine, Emine. Melika og Emine har tyrkisk baggrund og nyder at fejre de tyrkiske traditioner. Emines storesøster skal snart giftes og der er en masse fantastiske fester i vente. Melika er ligeglad med at der er meget ballade i hendes klasse, men hendes forældre beslutter, at hun skal starte på den nye skole. Pigerne i Melikas nye klasse er super søde og tager rigtigt godt imod hende. Pludselig er Melika splittet mellem både at have lyst til at være sammen med Emine og bruge tid med sine nye veninder. Hvorfor skal det hele være så svært, når man bare helst vil gøre alle glade?.
Her bliver virkelig taget fat på nogle nye emner i et typisk dansk pigeliv. Det er skønt med en nuanceret tilgang til det, at leve i en tyrkisk familie. Forfatteren formår også at ramme usikkerheden ved at skulle starte i en ny klasse. Endnu en skøn bog i serien, som starter med Ji.
Camilla Wandahls serie Alt om at være pige kan bestemt også anbefales.