Personlige, spredte rejseindtryk til inspiration og underholdning for rejselystne seniorer med mod på at rejse primitivt med rygsæk og telt.
Den 74-årige forfatter ser tilbage på et aktivt vandrerliv i en sen alder, som fører hende til den spanske Camino i flere omgange, Hærvejen og Gendarmstien i Danmark, Skotland og Sverige og det nordlige Lapland, hvor hun dyrker sin sent erhvervede hobby, fluefiskeri. Som oftest rejser hun alene, og hun formidler sin begejstring i sine kortfattede rejseindtryk af naturen, menneskene hun møder på sin vej, mad og drikke, med enkelte indskudte historiske oplysninger. Bogen er ikke en rejseguide, men et åbent, livsnydende, oplevelseshungrende og uforfærdet menneskes personlige rejseindtryk i en lidt summarisk form. Afslutningsvis enkelte, meget kortfattede, overordnede betragtninger over, hvad rejselivet betyder for hende. Teksten suppleres af enkelte private farvefotos, de fleste ret små.
Brian Blensners Triptrap - jorden rundt med rygsæk, 2010 er ligeledes en inspiration til 50+ om at kaste sig ud i et primitivt rejseliv.
En 74-årig inkarneret rygsæksturists personlige, essayistiske rejseindtryk henvendt til en smal målgruppe af seniorer.