Bogens handling udspiller sig i skyggen af 2. verdenskrig og årene forud. Den foregår dels i Ungarn, dels i Tyskland. Peters hengivne far er lykkelig levemand og diplomat. Moderen er død ung. Peter tilbringer en stor del af sin barndom hos den noget stive farfar. Her vender han tilbage til, da Krystalnatten indvarsler voldsomme politiske og samfundsmæssige omvæltninger i Berlin, hvor faderen er udstationeret. De bevarer kontakten gennem ugentlige breve, der fra begges sider fortæller om sorgløshed og uvirkelige begivenheder, hvis formål er at holde modet oppe hos den anden, indtil krigens virkelighed indhenter dem. Trods sin korte form er bogen både intens, gribende og dramatisk. Det psykologiske drama, der udspiller sig mellem de tre generationer afvikles logisk og spændende, lige til den overraskende slutning. Bogen er let at læse, men kompliceret i indhold. Den udtrykker nogle dybtfølte, ambivalente stemninger og følelser omkring begreber som lykke, sorg og skyld, så hovedpersonens alder til trods - den spænder fra 6 til 12 år - er det en bog, der henvender sig til de ældste skoleelever i 9.-10. kl. Bogen er tildelt den tyske børnebogspris 1998.