Alexandra er i sorg over tabet af sin bedste ven, Nathan. I et forsøg på at bearbejde sorgen får hun arbejde på det museum, hvor Nathan arbejdede inden sin død. En tordenstorm vender fuldstændig op og ned på Alexandras liv. For både unge og voksne læsere af fantasy med fokus på nordisk mytologi.
Alexandra er MMA-fighter. Hendes bedste ven og mentor, Nathan, er død, og hun er i dyb sorg. For at bearbejde sorgen søger Alexandra arbejde på det museum, hvor Nathan arbejdede indtil sin død. En aften, kort tid efter hun er startet, rammer en voldsom tordenstorm. Da Alexandra vågner op igen efter stormen, er hun ikke længere i nutiden, men er kastet tilbage til jernalderens Skotland. Hun bliver hurtigt hvirvlet ind i de lokales liv og synet om "den røde slange", som vil komme og ødelægge alt, hvor virkelighed og mytologi er blandet sammen. Det er første del af en serie.
Velskrevet fantasy-roman. hvor man hele tiden lige skal læse en side mere for at se, hvad der nu sker med Alexandra. Efter endt læsning ville man ønske, at to'eren allerede lå på natbordet.
En oplagt sammenligning er Malene Sølvstens trilogi "Ravnenes hvisken" samt seriens spin off-romaner, som alle har nordisk mytologi som omdrejningspunkt. Er man mere til tidsrejser, kan man med fordel kigge på Diana Gabaldons "Outlander"-serie.