Et filosofisk essay om opdragelse og moral, der som et forsvar for dannelse og medmenneskelighed advarer mod subjektive værdidebatter, identitetspolitik og psykologisk manipulation forårsaget af et relativistisk normsæt baseret på følelser. For samfundsinteresserede læsere med interesse for ansvar, demokrati og fælles normer.
Tre sammenhængende filosofiske essays og et kapitel med citater. Det gennemgående tema er at der findes universelle moralske absolutter, altså en naturlig moral: noget er godt, noget er ondt i alle samfund og til alle tider. Det kræver at man erkender det bagvedliggende i livet - i bogen symboliseret ved kinesernes tao-begreb. Lewis' afsluttende citatsamling skal illustrere det: de er hentet fra skriftlige kilder siden oldtiden fra mange forskellige kulturer og religioner. Lewis' afsnit er flankeret af to korte introducerende og forklarende afsnit af Jørgen Juul Petersen og Rudolph Arendt. Begrebsmæssigt er bogen svært tilgængelig og kræver indblik i abstrakt tankegang. Den udkom første gang i 1943 på engelsk. Lewis (1898-1963) var en kendt litteraturprofessor, på dansk mest kendt gennem sine børnebøger om landet Narnia. Der findes dog også et par værker om filosofi og kristendom. Nærværende skrift er et af hans mindre værker.