Martin skal sidde i kørestol i et år, og derfor er der meget, han er udelukket fra. Han skal bæres op og ned og kan ikke være med i kammeraternes lege. Men så opdager han en lille (fantasi)figur, som hedder Mibramin, og hun kan trylle Martin ind i andre menneskers skikkelser. På den måde oplever Martin, hvordan det er at være moderen, faderen, lillebroderen og et par andre børn. Ideen er god nok, men der er hægtet så meget moraliseren på, at det morsomme og fantasifulde forsvinder. Martin lærer, hvor hårdt det er at være mor, der skal op om natten for at passe lillebror, hvor ubehageligt det kan være at være baby, der ikke kan flytte sig eller forklare sig, hvor vanskeligt det er at være pige og ikke være god til at sjippe o.s.v., o.s.v. Og oveni alt dette ender bogen godt. Martin bliver rask og lærer at spille fodbold. Bogen er lidt indviklet og kedelig at læse, til trods for en dejlig, letlæselig skrift og gode tegninger.