Film / fiktion / komedier

Middag på italiensk


Beskrivelse


En aften på en restaurant i Rom. Værtinden Flora betjener gæsterne, hvis snak om livets store og små problemer krydser hinanden og giver et billede af italiensk kultur og hverdag.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 2010

af

af

Frans Rasmussen

d. 9. sep. 2010

Yndere af italiensk kultur, ikke mindst maden, vil elske dette usædvanlige hverdagsdrama. Fra 15 år.

Filmen skildrer en aften på en restaurant i Rom, styret af værtinden Flora og kokken Arturo. Den venlige og smilende Flora betjener de mange gæster, hvoraf filmen kommer tæt på 7-8 af de episoder, der udspiller sig ved forskellige borde. Her er en japansk turistfamilie med polaroidkamera, en professor med sin kvindelige elev og elskerinde, en mor med sin store datter der meddeler, at hun vil være nonne, ægtepar der skændes, to mænd sammen, et ungt fødselsdagsselskab og flere andre. Livets store og små problemer diskuteres ved bordene, historier blandes og kameraet bevæger sig også ud i køkkenet, der ligeledes har sine dramaer.

Som i Le bal formår instruktøren Ettore Scola at lade sin film udspille sig i ét rum, her en restaurant. I Le bal var dansesalen skueplads for 50 års historie, og i Middag på italiensk er det på samme måde hverdagens småproblemer blandt almindelige mennesker, der skildres med stor indsigt og respekt. Scola ser det store i det små, som han har gjort det i sin righoldige, lange produktion, hvor hovedværket La famiglia har samme tilgang til beretningen om 70 års familiehistorie.

Et køkken afspejler et lands kultur, som kokken Arturo fortæller. Middag på italiensk bekræfter dette. Den er et enestående mesterværk, der ved diskret at registrere samtalerne ved bordene præcist og genkendeligt indfanger livets dramaer på en både humoristisk og dybt alvorlig måde.