Film / fiktion / horror

Mientras duermes


Beskrivelse


César er vicevært i en ejendom i Barcelona. Han kan kun blive lykkelig ved at gøre andre mennesker ulykkelige, og det går ud over den unge Clara, hvis liv han med udspekulerede metoder gradvist ødelægger.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. aug. 2014

af

af

Frans Rasmussen

d. 4. aug. 2014

Spansk thriller, der med en ekstrem, men enkel historie, fortæller om de mørkeste sider af en ulykkelig mands sind. Fra 15 år.

César lever et stille liv som vicevært i et lejlighedskompleks i Barcelona. Han er hjælpsom og populær hos beboerne, men har sine uhyggelige skyggesider. Han er kun lykkelig, når han kan ødelægge andre menneskers lykke. Det gør han med den unge Clara, som bor i huset. Han indynder sig hos hende, og gennem ubehagelige breve og sms'er og siden ekstremt ondskabsfulde metoder får han tilfredsstillelse ved at ødelægge hendes liv med en udspekuleret finale.

Instruktøren Jaume Balagueró har skabt sig et navn som horror-instruktør i Spanien. Mens hans tidligere film har handlet om overnaturlige fænomener, har den nye mere bund i den virkelige verden. Den skildrer et tilsyneladende stilfærdigt menneskes dybe traumer. Stilmæssigt lægger den stilsikre thriller sig tæt op af landsmanden Guillem Morales' Julias øjne med sit sikre greb om suspense som fortælleform.

Filmen begynder med hovedpersonens egen fortælling, og man er ikke i tvivl om, at han er den onde. Trods hans ekstremt onde gerninger overfor sit offer er filmen ikke præget af ydre vold, men bygger en psykologisk spænding langsomt op med konstant uventede drejninger. César spilles fremragende af Luis Tosar som et dybt ulykkeligt menneske, man næsten tvinges til at få medlidenhed med, og denne dimension stillet op mod hans udspekulerede gerninger giver filmen en uforglemmelig nerve.