Romanen er første del i serien Elsker elsker ikke. Det er en velskrevet bog der vil fange piger i alderen 11-14 år.
Forfatteren har skrevet andre populære serier dels til piger og senest i 2012 til drenge serien Storm. Serien Elsker elsker ikke er om fire pigers første møde med kærligheden. Bind et følger Sofie, o. 13 år, de sidste dage inden sommerferien. Hun er en dygtig svømmer med meget lavt selvværd. Det går undervejs op for læseren at meget skyldes hendes strenge og styrende far. I flere år har hun været forelsket i Alexander fra klassen. Men han er forelsket og kommer sammen med hendes bedste veninde Ida. Alexanders tilbud til Sofie om at lære hende at kysse får følger for dem begge og indleder Sofies stille oprør mod sin far. I næste bind er Ida hovedperson. Sofie er troværdigt og levende beskrevet, det samme gælder bogens øvrige personer. Teksten er velskrevet og læseren suges ind i handlingen og dens stemninger. Forsiden er collageagtig og er et fint blikfang, det samme gælder bagsideteksten.
Læsere af forfatterens serie Stella om Stella, der har mere selvtillid end Sofie, vil også kunne lide den nye serie. En serie der ligeledes har hver sin hovedperson er Camilla Wandahls Veninder for altid.
Det er en velskrevet bog til piger. Den ikke alene beskriver den vanskelige første kærlighed, men viser det hele billede af en usikker pige, der ikke vil svigte sin veninde og er kuet af farens forventninger. Jeg glæder mig til at læse bindet om Ida.