En dreng tilbringer julen hos bedstefar ude på landet. Hans højeste ønske er at se gårdnissen Nisse Pok med egne øjne, men vil det mon lykkes? Til højtlæsning fra ca. 5 år.
Julefortælling om en dreng, der hvert år tilbringer december måned hos bedstefar på landet. Drengen fortæller selv historien om nissen, der flytter ind på gården. Det er en rigtig drillenisse, og vi hører om nissens påfund dag for dag frem til juleaften, men også om dagligdagen på gården og om bedstefars historier, der heller ikke er kedelige. Bogen, der er inddelt i 24 kapitler, er illustreret med farvelagte stegtegninger.
Historien i Kirkegaards juleklassiker er fortalt fra drengens synsvinkel, og hans gengivelser af bedstefarens oplevelser og fortællinger er fulde af fantasi og sproglige perler, der samtidig giver stof til eftertanke. Der er også fine og sjove beskrivelser af det sindige liv på landet i gamle dage, og Dina Gellerts nye livlige, farvelagte illustrationer bidrager yderligere til morskaben med skæve karikaturer og mange detaljer.
Den nye udg. af bogen om Nisse Pok er illustreret af Dina Gellert. Hendes tegninger, der afløser Otto S.'s fine, men lidt bedagede stregtegninger fra ældre udgaver, tilfører den lille kalenderbog friskhed og nyt liv. Kirkegaard ligner ikke rigtig andre forfattere, men bogens lidt gammeldags stemning minder om stemningen i julefortællinger af fx Astrid Lindgren.