Bøger / faglitteratur / billedværker

Mig og de andre : en billedbog med ord : om kærlighed på må og få, om livets sang og hvad jeg så


Beskrivelse


Kunstneren Leif Sylvesters (f. 1940) rim og malerier hvor ord og billeder, om mennesker i det virkelige liv, belyser hinanden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. okt. 2011

af

af

Sanne Caft

d. 19. okt. 2011

"En billedbog med ord" er undertitlen på denne pragtfulde bog med rim og malerier af multikunstneren Leif Sylvester. En bladrebog og en bog til at blive i godt humør af på den eftertænksomme måde. Til kunstinteresserede og til dem, der nyder leg med ord og farver.

Benny Andersen skriver i sit lille forord, at Sylvester er "en af vores mest originale, umiskendelige kolorister" og beskriver hans rim som "humor med mørk kant". Man kan ikke andet end at give ham ret, når man læser digte som: "Gunnar: Jeg ved ikke rigtig hvem jeg er / Eller hvem at jeg skal være / Nogle siger jeg bare skal være mig selv / Men det er jo det, der er det svære". "Ole: Vi vidste aldrig hvad man sku' sige / Hed det fissen, kussen eller hvad? / Det er den, der sidder cirka midt på en pige / Og kan gøre én sindssyg, utyrlig og glad". Digtene er stillet op overfor et maleri, der dels afspejler og dels udvikler teksten. Alt i indbydende udstyr og format lige til at bladre rundt i.

Sylvester sammenlignes med Halfdan Rasmussen, og hans på en gang rablende og rammende vers har meget af den sammen sproglige finurlighed. Sylvesters malerier er afbilledet i andre værker, senest udstillingskataloget Leif Sylvester 70, 2010, mens digtene ikke tidligere er offentliggjort.

Indbydende bladre- og fordybelsesbog hvor Sylvesters rim og malerier præsenteres sidestillet. Helt "Halfdansk" men fra samfundets underside. Rimene er ikke tidligere offentliggjort. Til kunst- og lyrikinteresserede. Livsbekræftende og tankevækkende.