Bogen skildrer et par dage af et enebarns liv. Hans eneste ven er netop flyttet, sine forældre er han egentlig mest i vejen for og han prøver forgæves at kontakte nogle andre børn. Stor er hans glæde derfor, da han bliver venner med et andet enebarn, Solvej, og dobbelt stor hans skuffelse, da hun hurtigt bliver gode venner med hans uvenner. I sin fortvivelse over ikke at have et eneste menneske at støtte sig til stikker han af; men bringes hjem af et behjertet menneske. Dagen efter opsøger Solvej og hendes far ham og trådene redes ud. Et knaldgodt billede af af en sårbar dreng. Svarende til indholdet er stil og replikker dæmpet ned. Bogen er derfor ikke sjov, som mange andre bøger af Birkeland, men den psykologiske spænding skal nok holde læserne fast. Selvlæsning fra 4. klasse.